Eget guldsmedeværksted - udsøgt guldsmedehåndværk

I den gule ejendom i Skomagergade 9, i hjertet af Roskilde, ligger butikken og værkstedet: Guldsmedene i Roskilde.

Til dig der drømmer om at få lavet et unikt og håndlavet smykke. Hvor du selv er i dialog med guldsmeden der skal udføre arbejdet.

Som udgangspunkt kan det meste lade sig gøre på værkstedet. Så tøv endelig ikke med at komme forbi Guldsmedene i Roskilde med dine smykker og drømme.

Guldsmede- og juvelérværksted:

Værkstedet hos Guldsmedene i Roskilde er placeret i lokalet bag butikken og oppe på 1. sal.

På værkstedet arbejder de 2 dygtige guldsmede, Anders og Vivi Hansen, flittigt og med sikre hænder på, at skabe og reparere smykker i ædle metaller.

Anders og Vivi er begge faguddannede guldsmede med mange års erfaring. Vivi er også uddannet kædemager og Anders er tilmed juvelér og fatter ædelsten i smykker. Deres høje faglighed og håndværk bygger på de stolte guldsmedetraditioner.

De er begge meget passionerede omkring deres håndværk og sætter en stor ære i, at udføre et præcist og gedigent stykke guldsmedehåndværk.

På værkstedet arbejdes både i sølv, guld og platin. Når det kommer til at pryde smykkerne, kan Guldsmedene i Roskilde præsentere et håndplukket udvalg af perler, diamanter og andre ædelsten af meget høj kvalitet. 

Vielsesringe

At blive gift er noget helt særligt. Det er dermed også noget ganske særligt, at få skabt nogle personlige vielsesringe.

Vielsesringene er symbolet på kærlighed og JA til hinanden – og er med til at fortælle Jeres historie.

Når vielsesringe skal laves tager vi udgangspunkt i Jeres historie og ønsker. Vi har forskellige typer af ringskinner I kan prøve på. Samt forskellige ringe der kan inspirere Jer.

Hvis I har arvet guld, som I ønsker at ringene skal laves ud af, kan dette også lade sig gøre.

Guldsmedeværksteds billede Vivi - guldsmedene i Roskilde

I tæt dialog med jer, kommer vi frem til det endelige design. Derefter går guldsmedene i gang på værkstedet med at sætte form på Jeres kærlighed og ønsker.

Vi indgraverer naturligvis også selv navnene i ringene.

Smykker af dit gamle guld

Vi har ofte kunder i butikken, der har arvet guld og smykker fra et kært familiemedlem. Det kan f.eks. være et sæt vielsesringe fra forældre eller bedsteforældre, som man drømmer om bliver forenet i et smukt smykke til en selv eller måske som en helt særlig gave til et barn eller barnebarn. På den måde kan minderne og historien bæres og leve videre i generationer.

I tæt dialog med dig, lytter vi til dine ønsker og sammen kommer vi frem til, hvordan smykket skal se ud.

Har du arvet et smykke, der måske ikke lige er dig?

Kom ned til Guldsmedene i Roskilde og få en dialog med os, om hvilke muligheder der er for at lave smykket så det passer lige præcis til dig. Og lad historien leve videre med dig i et smukt re-design af dit arvestykke.

Smykker fortæller din historie - specialopgaver

Drømmer du om et helt særligt og personligt smykke? Et smykke der skal bæres som et varigt og håndgribeligt minde, der fortæller din historie.

Fortæl os din historie og om dine smykkedrømme og lad Guldsmedene i Roskilde give historien og drømmene form på værkstedet – til dit nye og personlige smykke.

Vi reparerer dine smykker

Hvis dine smykker er slidte eller gået i stykker kan du komme forbi Guldsmedene i Roskilde med smykkerne og få en pris på hvad reparationen vil koste.

Ved mindre reparationer kan du ofte få prisen med det samme. Er reparationen lidt mere omfattende er vi nødt til at tage smykket ind, således at guldsmedene kan vurdere omfanget og arbejdstiden.

Du vil herefter få en pris oplyst på SMS eller ved et telefonopkald.

Omtrækning af perlekæder

Er din perlekæde knækket eller slidt, kan Guldsmedene i Roskilde omtrække din perlekæde. Vi anvender silkesnor i høj kvalitet og trækker om både med og uden knuder alt efter kundens ønske.

Ved stenkæder anbefaler vi at trække dem på en wire.

Omtrækning af perlekæde
Guldsmedeværksted gravering af smykker - guldsmedene i Roskilde

Gravering af smykker

På værkstedet kan vi også gravere dine smykker. Det kan f.eks. være i smykker, herunder vielsesringe, dåbsartikler, arvestykker, medaljer mv..

Vores guldsmede kan også håndgravere særlige mønstre i smykker.

Vedligeholdelse af dine smykker

Hos Guldsmedene i Roskilde hjælper vi også vores kunder med at holde deres smykker vedlige.

På værkstedet kan vi se smykkerne efter, rense dem professionelt og polere dem op.

Har du hvidguldsmykker vil du efter længere tids brug opleve, at den hvide og skinnende overflade vil blive mere grå og mat i det.

Så er det tid til at få dit smykke rhodineret – dét gør vi også på værkstedet.

Del på facebook
Facebook
Del på email
Email